Ingen kommunalbestyrelsesmedlemmer har støttet de 3 seneste bygningsfredninger, som Det Særlige Bygningssyn har rejst i Lyngby-Taarbæk. Alle i kommunalbestyrelsen har tilsyneladende den holdning, at bygningsfredninger skal undgås, fordi de kan koste penge, og fordi der så ikke må foretages bygningsændringer uden tilladelse fra Kulturstyrelsen. Det er helt uforståeligt, at alle kommunalbestyrelsesmedlemmer i en kommune som Lyngby-Taarbæk har været imod fredning af Lyngby Søndre Mølle og Lyngby Rådhus, der kan sikre deres store arkitektoniske og kulturhistoriske værdier for eftertiden.
Lyngby Søndre Mølle
Lyngby Søndre Mølle på Lyngby Hovedgade 24 blev opført i 1903 og fremstår i dag som en af de smukkeste bygninger på Lyngby Hovedgade, med de oprindelige døre, luger og vinduer. Inde i møllen er mølleinventaret bevaret helt intakt.
På den baggrund indstillede Det særlige Bygningssyn i foråret 2012 til Kulturstyrelsen, at Lyngby Søndre Mølle blev fredet for at bevare én af de få vanddrevne valsemøller i Danmark, og dens helt intakte mølleinventar, som der ikke findes tilsvarende af i Danmark. Hertil kom ønsket om at sikre det kulturmiljø, der dannes af Nordre og Søndre Mølle tilsammen, og at sikre en del af det nationale industriminde, Mølleåen.
Lyngby-Taarbæk Kommune ønskede ikke Lyngby Søndre Mølle fredet, fordi det ville hindre, at der kunne foretages ombygninger i møllen, der ville være i strid med fredningens formål om at bevare dens kulturhistoriske værdier for eftertiden. Uden om kommunalbestyrelsen, traf Kulturstyrelsen den 25. oktober 2012 beslutning om at frede Lyngby Søndre Mølle.
Med fredningen er det nu sikret, at denne smukke bygning bliver bevaret for eftertiden med de oprindelige døre, luger og vinduer og med et helt intakt og unikt mølleinventar til glæde for både kommunens borgere og turister. Det er uforståeligt, at ikke ét eneste medlem af kommunalbestyrelsen støttede dette.
Læs Kulturstyrelsens afgørelse vedr. Lyngby Søndre Mølle
Lyngby Rådhus
Lyngby Rådhus blev opført på Lyngby Torv i 1941 og er én af de smukkeste og mest markante bygninger i det centrale Lyngby.
Det særlige Bygningstilsyn indstillede den 5. februar 2014 til Kulturstyrelsen, at Lyngby Rådhus blev fredet for at bevare rådhuset som et fremragende eksempel på den række funktionalistiske rådhuse, der blev bygget i perioden, og som et eksempel på omegnskommunernes bestræbelser på at sætte sig i fokus som bykommuner.
Forslaget om fredning af Lyngby Rådhus blev behandlet på økonomiudvalgets møde den 10. april 2014, hvor forvaltningen foreslog, at kommunen skulle anmode Kulturstyrelsen om ikke at frede Lyngby Rådhus. Det fremgik endvidere, at kommunen var enig i, at rådhusets arkitektoniske kvaliteter var af en sådan beskaffenhed, at det var fredningsværdigt, men at kommunen ikke ønskede at være underlagt de restriktioner, der er forbundet med en fredning.
Den 27. juni 2014 traf Kulturstyrelsen beslutning om at frede Lyngby Rådhus, og den 16. juli 2014 sendte borgmester Sofia Osmani en klage til Kulturministeren med anmodning om at ministeren underkendte Kulturstyrelsens fredning af rådhuset. På kommunalbestyrelsesmødet den 4. september blev borgmesterens klage behandlet, og her stemte et flertal på 11 medlemmer (C, A og Ø) for, at klagen blev trukket tilbage, mens 10 medlemmer (F, B, LA, V og O) stemte imod.
Det er uforståeligt, at ikke er ét eneste kommunalbestyrelsesmedlem støttede fredningen, når det er den eneste garanti for, at rådhusets store arkitektoniske og kulturhistoriske værdier bliver bevaret for eftertiden.
Læs Kulturstyrelsens afgørelse vedr. Lyngby Rådhus
Det tidl. domicil for E. Pihl og Søn
Det tidligere domicil for E. Pihl & Søn ligger på Nybrovej 116 og blev opført i 1994, 2000 og 2005.
Den 10. december 2014 indstillede Det Særlige Bygningssyn, at det blev fredet for at bevare bygningerne som et fremragende eksempel på en administrationsbygning, der blev opført som en fortolkning af modernismens formsprog, men som samtidig viser en udvikling af, og på visse områder et brud med, traditionen.
En enig kommunalbestyrelse besluttede på sit møde den 9. marts 2015 at meddele Kulturstyrelsen, at Byplanudvalget i Lyngby-Taarbæk er enig i Kulturstyrelsens fredningsoplæg, men ikke finder, at Det tidl. domicil for E. Pihl og Søn er fredningsværdigt. På mødet udtalte kommunalbestyrelsesmedlem Jacob Engel-Schmidt følgende: ”Bare fordi en virksomhed går konkurs, hvilket i sig selv er dybt sørgeligt, betyder det ikke, at en bygning er bevaringsværdig, så jeg håber, vi slipper”.
Den 13. maj 2015 traf Kulturstyrelsen beslutning om at frede Det tidl. domicil for E. Pihl og Søn, og noterede sig, at Byplanudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune er enig med Kulturstyrelsens fredningsoplæg, men ikke er enig i Det Særlige Bygningssyns indstilling om, at domicilet er fredningsværdigt. Kulturstyrelsen bemærker endvidere, at Byplanudvalget ikke argumenterer nærmere for, hvorfor det tidligere domicil ikke er fredningsværdigt.
Det er bemærkelsesværdigt, at en enig kommunalbestyrelse i en kommune som Lyngby-Taarbæk er imod en fredning, men ikke har noget argument for det.
Læs Kulturstyrelsens afgørelse vedr. Nybrovej 116